Hundetræning

TRÆNINGSFORLØBET
Holdtræningen løber over 6 træningsgange, og for alle nye hundeførere vil der være teori om hundesprog og -adfærd. Bliver du forhindret i at møde op på de fastlagte trænings­dage, skal det ikke holde dig tilbage. Det er bedre at springe en enkel træningsgang over, end slet ikke at komme med på et hold sammen med din hund. Ellers kan du tilmelde dig på et senere hold, da nye hold starter med 6 ugers mellemrum.

INFO OM HOLDTRÆNING
Til træningen bliver der taget udgangspunkt i den enkelte hund. Der vil på hvert hold være max. 6 – 8 hunde på holdet, netop for at sikre at alle får den nødvendige hjælp og guidning. Alle hunde har forskellige behov, – og ud fra dette vil du få de rette ”værktøjer”, for at indlæringen sker på den bedste og mest effektive måde for den enkelte hund og hundeejer.

HVORFOR HUNDETRÆNING
Når hunden trænes, så styrkes relationen mellem hund og ejer, hvilket giver hunden en øget livskvalitet – uanset alder og race. Træning stimulerer også hunden mentalt og er med til at opbygge dens selvtillid og selvværd – både gennem øvelser og oplevelser/miljøtræning, men også ved den sociale omgang med andre hunde. En velstimuleret hund er en glad og tilfreds hund – og som regel også problemfri.


HVORDAN TRÆNER VI

Træningen er baseret på bløde træningsmetoder, som handler om at være blid og kærlig, have masser af tålmodighed, men samtidig også være konsekvent. Der bliver trænet efter positive indlæringsprincipper, hvor vi forstærker/belønner positiv adfærd.
Man ved i dag, at når ulve kommunikerer, så anvender de op til 95 % kropssprog og mimik, og kun 5 % lyd. Og da vores tamhunde har arvet 80 – 85 % af den grå ulvs adfærd, så vil vi i træningen bruge vores krops- hånd- og lydsignaler. Herved kombineres hundesprog og menneskesprog, hvilket er med til at lette kommunikationen mellem hund og ejer.

TEORI OM HUNDEADFÆRD
Der aflives omkring 15.000 hunde hvert år, alene pga. adfærdsproblemer. Derfor er viden om hundeadfærd og hundesprog en stor og vigtig del af træningsforløbet hos Als Hundecenter. For alle nye hundeførere vil der blive afholdt teori. Her får du al den nødvendige information om blandt andet hundesprog, kommunikation og lederskab, sund motion samt behov for stimulering, tegn på stress og smerter. Med dette kendskab, kan vi undgå adfærdsproblemer, fordi vi forstår vores hund, og kender vores hunds behov. Dermed får vi en glad og velstimuleret hund i familien, som ikke vil give os problemer.

HVOR GAMMEL SKAL HUNDEN VÆRE
Du kan allerede starte til hundetræning så snart du har fået din lille nye hvalp hjem. Men giv lige hvalpen en lille uges tilvænning og ro i dets nye hjem, inden den bliver taget med ud i den store verden. Jo før I kommer i gang med træning/miljø­træning, des bedre er hvalpen/hunden rustet til fremtiden, og jo mindre vil hvalpen/hunden blive påvirket og stresset af nye ting omkring den. Det vil også gøre indlæringen meget hurtigere og nemmere, jo før I kommer i gang med at træne sammen.